Facts om Thailand

Befolkningen.
Der bor 65 millioner mennesker i Thailand. 75% af disse er thaier, mens 11% er kinesere og 4% af
malaysisk afstamning. Den resterende del af befolkningen tilhører en række etniske minoriteter som
for eksempel Mon, Khmer, Phuan og Karen.

Buddhisme er den langt største religion i landet og 95% af befolkningen følger den. En minoritet på
4% er muslimer.

Thai er det officielle sprog og går for at være et kompliceret at lære. Det samme ord kan nemlig
udtales på et utal af måder og dermed have en række forskellige betydninger. Det gør det ikke
nemmere at thaierne følger deres helt eget alfabet.

Befolkningen I Thailand er for det meste utroligt flinke ,og som rejsende vil man som regel føle sig
meget vel modtaget. Monarkiet og religionen spiller en stor rolle i landet, hvor nationalsangen to
gange om dagen bliver spillet på højtalere i byerne.

Historie.
Buddhismen kom til Thailand med Mon-civilisationen fra det indiske subkontinent. Senere blev
kulturen blandet med andre fra kulturer fra nuværende Kina, Cambodja og Indonesien.

Burma invaderede Thailand i både det 16. og det 18. århundrede. I 1792 opstod det nuværende
Chakri-dynasti og hovedstaden blev flyttet til Bangkok

I 1932 fandt et fredeligt kup sted, og landet blev et konstitutionelt monarki. Syv år senere
skiftede landet navn til Thailand. I Anden Verdenskrig var Thailand på japanernes side og var siden
hen domineret af militæret. Mere end 20 kup fandt sted i de efterfølgende årtier, indtil et
demokratisk valg blev afholdt i 1979. I mange år var landet stabilt.

I 1991 var det igen militæret, der kom til magten ved et kup, men året efter demonstrerede
befolkningen i blodige optøjer og en civil regering overtog igen magten.

Den økonomiske krise, der skyllede ind over Sydøstasien i slutningen af det 20. århundred, ramte
Thailand hårdt, og landets fattige befolkning led hårdt. Ved årtusindskiftet var der dog ved at være
styr på økonomien igen.

I 2006 kom det endnu engang til et ublodigt militærkup, da Taksin blev afsat. Vi var i Bangkok den dag,
det skete, men der var overhovedet ingen panik. Alle var faktisk glade for at det var sket.

Rejs til Thailand.
Det bedste tidspunkt at besøge Thailand er mellem november og februar, hvor det hverken er for varmt
eller for vådt i landet. Monsunen starter i juli og varer til november, hvorefter der er tørt og
relativt køligt efter tropiske standarder. Foråret og den første del af sommeren er hedt.

Sydthailand er dog behageligt i foråret fra marts til maj, hvor du ellers kan regne med at stege i
dit eget fedt i andre dele af landet – for eksempel i Bangkok. Med mindre du nyder at vade rundt i
vand i gaderne, er Bangkok også bedst at undgå i oktober.
Det sagt kan man sagtens få mange gode oplevelser i Thailand uden for vinterhalvårets højsæson. Der
langt færre turister i landet i lavsæsonen, priserne falder en smule og man kan bedre få følelsen af
at have det hele for sig selv. Det er også i denne periode, at flyselskaberne sænker priserne til en
brøkdel af højsæsonsprisen. I f.eks. sensommeren er der ofte meget gode priser at få.
Men før man rejser til Thailand i regntiden er det vigtigt, at gøre op med sig selv, hvad det er for
en tur, man ønsker. Vil man ud og se templer, grønne rismarker og landsbyer – og er man indstillet
på at søge ly fra regnen et par timer om dagen, er rejser i regntiden et billigt alternativ til
rejser i vinterhalvåret. Det er sjældent, at det regner tæt en hel dag! Jeg har tilbragt flere
regntider i området og haft det alle tiders.

Ser man derimod sig selv liggende på en strand under en blå himmel eller føler, at man ikke har tid
til at være afhængig af vejrets luner, skal man ikke tage til Thailand uden for højsæsonen.
Konklusionen er klar: Bedste tidspunkt – uden tvivl – er at rejse i november til februar. Men besøg
i Thailand er muligt og fantastisk året rundt.

Rundt i Thailand.
Det er utroligt nemt og billigt at komme rundt i thailand. Det offentlige transportsystem er meget
veludbygget og nemt at finde ud af.
Toget er den bedste løsning hvis man skal langt. Man kan komme hele vejen fra det sydligste Thailand
til det nordligste. Man kan enten vælge at skramle af sted for næsten ingen penge, på ”hardseat” som
vitterligt er hårde sæder, når man ikke skal langt. Det er sjovt på denne måde at møde
lokalbefolkningen.
Man kan dog også møde lokalbefolkningen i sovevognene, med den ekstra bonus at langt de fleste af
dem, her kan engelsk. Desuden er sovevognene fantastiske når man skal langt, for de er så behagelige
at man rent faktisk ankommer til sin destination dejligt udhvilet og klar på at opleve. Denne
mulighed er dog lidt dyrere, men ikke noget der vil ruinere de fleste og desuden sparer man jo en
overnatning på et hotel.

Der er også et bredt netværk af busruter. Disse kører de fleste steder hen i landet. Man kan her
vælge mellem de billige ”kyllingebusser”, de airconditionerede luksusbusser og alt der imellem.

Det er for det allermeste meget nemt at købe en billet til tog og bus. Langt de fleste steder kan du
finde en der kan engelsk på stationen, ellers må du have din guidebog eller en lap papir klar med
navnet på det sted du skal hen og gå op til billetlugen, så skal de nok finde en billet til dig. De
fleste gange vil de nok regne med at du gerne vil med en luksusbus, når du nu er en rig turist og
derfor sælge en billet til den. Dette er ikke fordi de prøver at snyde dig, men rent faktisk fordi
de prøver at være venlige og gøre det bedste for dig! I det hele taget bliver du ikke snydt med bus
og togbilletter da det er offentlig transport.

Hvis du skal hen nogle steder hvor der generelt kommer mange backpackere så kan du sikkert få en
billet til en turistbus i et de mange små rejsebureauer. Der er én god ting ved dem: hvis du mangler
selskab af andre rejsende, så er det et rigtigt godt sted at møde dem, for der er mange der tager
disse busser. Ellers er der i grunden ingen grund til at tage sådan en bus. Det er meget dyrere end
den offentlige transport, som alligevel kører de samme steder hen.

Hvis der ikke kører en bus kan man næsten helt sikkert finde en sãwngthãew. Det er en pickup med et
tag over ladet og en bænk langs hver kant. Her skal man dog i modsætning til bus og tog lige være
sikker på at forhandle prisen inden man bare stiger ind. I mange guidebøger kan man se hvad det ca.
burde koste at køre bestemte strækninger.

Hvis du skal en kort strækning er det muligt at tage en lille taxi kaldet en túk túk. Det er
simpelthen en motorcykel der har fået påmonteret et lad. Her er det meget vigtigt at få etableret en
pris inden du sætter dig ind, specielt i større turistområder, hvor chaufførerne har fået en tendens
til at prøve at snyde så det driver! Bangkok er notorisk for disse og de er endda gået så vidt som
at mene at det var da 200 dollars og ikke 200 baht i aftalte. Men det kan sagtens lade sig gøre at
tage en túk túk i Bangkok, man skal bare lige være helt sikker på hvad man aftaler med chaufføren.

Måltiderne.
Thaier elsker at spise. Faktisk får man let det indtryk, at de spiser næsten hele tiden. Det betyder
også, at man sjældent er langt fra mad i Thailand. Og hvilken mad!

Det thailandske køkken er ekstremt varieret, så bare kom i gang. Du kan være sikker på en masse gode
oplevelser. Hvis man ikke lige bryder sig om det, man har bestilt, er mad oftest så billigt, at man
bare kan prøve lykken igen med en anden ret. Eksperimentér. Fra små gadekøkkener til fantastiske
eksklusive restauranter. Du har intet at tabe.

Et thailandsk måltid sammensættes anderledes, end man gør det i Vesten, hvor hver får sin egen
tallerken fra køkkenet med sin mad på. Ofte spiser man i Thailand flere (læs: jo flere jo bedre)
sammen. Så bestiller man et hav af små retter, der placeres på bordet. Hver får så en tom tallerken
og kan række til sig af de små retter, som man lyster. På den måde sammensætter man selv sit måltid.
Thaimad spises ikke med pinde, i modsætning til hvad mange tror. Det er kun retter af kinesisk
oprindelse, der i Thailand spises med pinde. Men dem er der nu også mange af. Typiske thairetter
spises med gaffel og ske – eller med fingrene alt efter hvor langt ude på landet, man er.
Det thailandske køkken er nok mest kendt for ris og chili. Men det er ikke alle retter, der absolut
skal være vildt stærke. Faktisk oplever man tit, at der på bordet i restauranten står en lille bøtte
med chili, én med sukker og nogen gange også nogle andre bøtter med forskellige toppings. Så kan man
på den måde selv bestemme, hvor stærk man gerne vil gøre sin mad. Thai-salater er dog en undtagelse.
I modsætning til den Vestlige variant er disse ofte overdynget med chili og lime.
På de fleste restauranter hvor turister ofte kommer, har thaierne fundet ud af at tilpasse maden til
ikke-thailandske smagsløg. På restauranter uden for turistområderne derimod kan det være en fordel
at gøre opmærksom på, at man ønsker maden uden chili. Du kan sige ’mai sai phrik’ (uden chili).
Thaierne spiser selv gerne maden stærk, og de kan til tider finde det ubegribeligt, at nogle ønsker
mad, der i deres øjne ikke smager af noget. Men tro mig, selv uden chili skal det nok smage af
noget.

Nogle af de bedste madoplevelser i Thailand fås i de små gadekøkkener. Der er ofte så mange
gadekøkkener at vælge imellem, at man nemt kan finde lige det måltid, man kunne tænke sig. Ofte
findes disse i forbindelse med markeder, nær transportmuligheder og alle steder thaier hænger ud om
aftenen. Nogle af de allerbedste findes i forbindelse med natmarkeder. Både det turistede natmarked
i Chiang Mai og fuldstændig uturistede varianter som f.eks. i Phrae. I forretnings-kvarterne i
Bangkok skal man kigge i de små gyder for at finde dem. Her er de ikke så lige til at finde, men de
er der. Byfester byder med sikkerhed på kilometervis af gadekøkkener.
Gadekøkkenerne byder på spændende ting som f.eks. krydret stegt kylling på en pind med noget ”sticky
rice” som er en fantastisk madpakkemulighed til de lange tog- eller busture. Fisk er også populært.
En mulighed, der findes i mange varianter, er stegte ris eller stegte nudler, med diverse
ingredienser enten ovenpå eller stegt med. Disse retter kan man få både med og uden kød, de fås både
stærk og mild, og ingredienserne varierer en hel del fra bod til bod og fra by til by. Så det er
altid spændende at se, hvad man kan få. Faktisk siger maden i gadekøkkenerne en del om den by, man
befinder sig i. En af landets nationalretter er ’Phat Thai’, der er en ret stegte nudler. Navnet
betyder slet og ret ’stegt thai’ eller ’stegt på den thailandske måde’.
Én af mine yndlingsmuligheder, som jeg savner helt vildt, når jeg ikke er i Thailand, er den
fantastiske frugt i mange varianter, som bliver skåret ud for dig ved boden, så det er lige til at
spise som en snack.

Er det sikkert at spise maden fra gadekøkkener? Eller er gadekøkkener den sikre vej til dårlig mave?
Der er ingen garantier, men maden i gadekøkkener er ofte helt frisklavet. Ser du maden blive lavet
foran dig og er kødet gennemstegt, er det oftest sikkert nok. Lad være med at købe noget, der ligger
færdiglavet i solen. Man ved ikke, hvor længe det har ligget der.

Man kan selvfølgelig også opleve alle de mere interessante retter som friturestegte kakkelakker,
silkelarver og andet småkravl. Ikke specielt appetitvækkende at se på, men meget sjovt som et
anderledes indslag. De er ekstremt sunde, knaser dejligt, men smager mest af alt af friture!
Natmarkedet i Chiang Rai plejer at have et godt udvalg af disse delikatesser.

Gadekøkkener er spændende også for selve helhedsoplevelsen, men det er tillige en fantastisk
oplevelse at prøve thailandsk mad på de finere restauranter, hvor der bliver kræset for
ingredienser, æstetik og tilberedning. Retterne er her langt mere raffinerede, end hvad
gadekøkkenerne kan præstere. Prøv at kigge i din guidebog eller spørg lokalt, hvor der findes en
restaurant, der virkelig går op i thailandsk madlavning. Det er altid en oplevelse. Det værende både
finere traditionel thailandsk madlavning samt nye moderne bølger indenfor thailandsk gastronomi.
Der findes altid masser af fornuftigt prissatte restauranter i forbindelse med shoppingcentre. Gerne
på de nederste etager eller i kælderen. Det altid populære MBK-center samt det nybyggede ultra chic
Paragon Shopping Center ved Siam Square i Bangkok bugner af sådanne muligheder.

Hvis du har rejst længe og trænger til noget andet end nudler og ris og andet thailandsk mad, så er
der masser af muligheder for at stille sulten med mere vante smagsoplevelser. I denne kategori er
der muligheder for alt fra finere fransk mad på smarte designer-restauranter i storbyerne til en
spaghetti-ret eller tunsandwich på en af de mange backpackercaféer på populære
backpacker-destinationer. Desuden er fastfoodindustrien også for længst kommet til Thailand, så
burgere og pizzaer er også nemme at få fat i, hvis det lige er dét, der mangler til hullet i maven.

Mange steder i Thailand er det muligt at tage madlavningskurser, så man selv kan lære at lave
spændende thailandsk mad på den helt ægte måde og få det til at smage rigtigt. Her gælder det som så
meget andet, at pris og kvalitet ofte hænger ret godt sammen. Derfor bør du beslutte dig for hvad du
vil med oplevelsen, før du vælger. Hvis du virkelig vil ind under huden på kunsten at lave
thailandsk mad, når du det ikke på en dag og for en billig penge. Så må du gribe lidt dybere i
lommen og betale prisen for dygtigere kokke og længere tid. Hvis du derimod blot ønsker at snuse til
kunsten, så kan små endagskurser være gode nok. Man er i hvert fald sikker på at blive mæt!

Drikke.
Eftersom der er alle disse friske lækre frugter i Thailand, er det selvfølgelig muligt at få alle
mulige friskpressede juicer. Den man finder mest på gaden er friskpresset appelsinjuice. Thaierne
foretrækker ofte salt og til tider sukker i deres appelsinjuice, så spørg lige først, før du køber,
hvis du ønsker ren juice. Men på caféer og restauranter har man derudover oftest valget mellem mange
flere varianter af lækre forfriskende typer juice. Alt fra lemon over ananas til interessante
blandinger. Stærkt vanedannende!
Øl kan man få på de fleste restauranter, caféer, barer og supermarkeder. Man kan få kendte
internationale øl som f.eks. Carlsberg, eller man kan prøve lokale mærker som Chang og Singha. Chang
er den billigste, har den højeste alkoholprocent og smager ganske fortrinligt. Det har gjort den
meget populær. Singha prøver at svare igen ved at lancerer sig som ’Singha, det patriotiske valg’.

Er man til stærkere spiritus skal man prøve en Mekong whisky. Dette er en billig lokal fremstillet
ris-whisky, som kan findes overalt i Thailand. Et andet lokalt alternativ er Sang Som, en rom brygget
på sukkerrør. Begge slår, som en hest sparker, og koster næsten ingenting. Vin er derimod pålagt en
ekstrem luksusskat, hvilket gør det urimeligt dyrt.
Man kan naturligvis købe de almindelige mærker inden for sodavand overalt. Vandet kan ikke drikkes
fra hanen i Thailand. Køb vand på flaske. Det fås overalt og koster meget lidt. Vand hedder ’Nam’ på
thai. Koldt vand hedder ’nam jen’.
Te og kaffe fås næsten overalt i Thailand. Kaffe især er populært. Ofte drikkes den med sukker og
kondenseret sødmælk. Sort kaffe kan dog fås på forespørgsel. Starbucks og andre kaffekæder er
begyndt at dukke op i store shoppingcentre i de største byer. Der findes en fantastisk flot
Starbucks i et restaureret 1800tals byhus i en baggård nær Khao San i Bangkok. Nærmeste konkurrent
til titlen om ’Bangkoks flotteste cafe-oase’ må være cafeen ved Jim Thompsons hus nær Siam Square.
Af en uforklarlig grund, har mange restauranter fået den ide, at udlændinge foretrækker ’Yellow
Label’ te. Der findes dog andre mere interessante lokale varianter. Er du te-drikker er det værd at
prøve at få fat i disse, selv om det nok vil betyde nogle uforståelige blikke fra personalet.

Gode råd før rejsen.
Hvis du følger en række simple råd, bør du ikke tøve med at sætte kursen mod Thailands sandstrande,
jungler og krystalklare vande:

1. Hold dig fra de sydlige provinser Narathiwat, Yala, Pattani og Songkhla.

2. Forhør dig altid hos de lokale myndigheder om den aktuelle situation, hvis du begiver dig til en
region, du ikke ved ret meget om. Forholdene kan hurtigt ændre sig.

3. Undgå direkte kontakt med fjerkræ. Efter sigende skal du næsten spise hønseekskrementer for at
blive smittet med fugleinfluenza, men for en sikkerheds skyld er det en god ide at holde lidt
afstand.

4. Vær påpasselig, hvis du nærmer dig grænsen til Myanmar (Burma), hvor der af og til er kampe
mellem burmesisk militær og bevæbnede gangstere, blandt andet narkosmuglere.

5. Vær varsom i ’Den Gyldne Trekant’ i krydsfeltet mellem Thailand, Laos og Burma. Her er der stadig
en massiv produktion af opium og heroin, og den slags har det som bekendt med at føre organiseret
kriminalitet med sig.

6. Efter Bali-bomben har myndighederne rettet særlig stor bevågenhed mod turist- og feriecentre, som
kan være mulige mål for terrorister. Det kan være fornuftigt at holde sig væk fra steder, der
fungerer som ’fluepapir’ for vesterlændinge.

7. Benyt kun registrerede taxaer med gule nummerplader. Af og til bortføres turister af
overfaldsmænd i uregistrerede taxaer.

8. Vær forsigtig, når du lejer transportmidler, specielt motorcykler, da mange lokale udlejere slet
ikke er forsikrede. Aflever heller ikke dit pas til udlejere.

9: Hold dig fra alle former for narkotiske stoffer! Disse er ekstremt udbredte i Thailand. Jeg
kender til eksempler, hvor backpackere på trekkingture får serveret en tallerken hash til at hygge
sig med, mens resten af maden bliver tilberedt. Alle former for narkotiske stoffer er ulovlige i
Thailand, og man får ikke særbehandling, fordi man er turist. Der sidder mange udlændinge i fængsler
i Thailand på den konto. I 2002 og 2003 satte den thailandske regering fokus på problemet med en
storstilet ’War on Drugs’, der skulle gøre Thailand narkofrit. På lidt over et år blev 92.710 ifølge
Bangkok Post arresteret eller meldte sig selv. 1763 blev skudt, og 370 politikere blev fundet
involveret i narkorelaterede lovovertrædelser. De mener det seriøst! Lad være med at tage chancen!


Under alle omstændigheder, inden rejsen, vær sikker på at checke om eventuelle nyheder vedrørende
Thailand på Udenrigsministeriet - http://www.um.dk - hvor du altid kan holde dig informeret om den
nuværende situation i Thailand.

Skulle du få problemer på rejsen er det Thailandske turist politi (som kan findes næsten overalt, i
hvert fald i Bangkok) gerne meget hjælpsomme. Ellers er der den Danske Ambassade i Bangkok -
http://www.ambbangkok.um.dk/da/ - der også opfordrer rejsende til at registrere sig på på deres
hjemmeside.

    Benchie & Dan's Hjemmeside - Copyright © 2009
                              Bendani Software